
Senior Erhverv opstod i Svendborg midten af 90’erne. Initiativtagerne var en gruppe funktionærer, der som tusinder andre på den tid fik den ubehagelige oplevelse at blive prikket eller opsagt i et job, de holdt af og gerne ville have fortsat med mange år endnu. Utallige funktionærer, mellemledere og topledere over hele landet var blev fyret på grund af alder eller havde bøjet sig for presset om at overlade jobbet til yngre medarbejdere. De 60-årige lod sig ’tvinge’ på efterløn i en tid, hvor computerteknologien og ’ungdomsdyrkelsen’ for alvor holdt sit indtog.
Medarbejdere over 50 år blev pludselig betragtet som ’antikverede’ og deres uddannelser håbløst forældede. De blev ofre for et tidstypisk fænomen, hvilket for mange betød store menneskelige og økonomiske omkostninger. Det var der heldigvis nogle, der ikke ville finde sig i.
Efter 2 måneders ihærdigt arbejde havde Svendborg-gruppen fået stablet et netværk for ledige seniorer på benene. De ledige seniorer skulle selv være drivkraften i netværket. Slut med at lade sig spise af med meningsløse jobs og aktiveringstilbud. Man ville gå målrettet efter jobs, projekter og opgaver, hvor man kunne gøre brug af de kompetencer, man havde. Udslusningen af de +50-årige skulle stoppes. Det tidligere så troværdige image af medarbejderen på +50 skulle genskabes. Oparbejdede kompetencer og livserfaring skulle atter gøres attraktive for erhvervslivet. Senior Erhverv Fyn var blevet født.
Siden 1999 har selvaktiverings-tanken og seniornetværkene bredt sig over hele landet. Der er nu i 2010 22 lokale foreninger i Danmark. Frivillig ’selvaktivering’ blev kodeordet.